Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/30

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
30

ingenting, der frister enkelte til at ridse sine navne, og pietetfuldt gåes forbi af andre. — Barths anden nabo var derimod neppe helt uberørt af livet. Det var et merkværdigt, ikke just behageligt ansigt, som sad på denne sirlige gentleman: en høi og spids, sterkt skaldet pande, etpar brune glansløse øine, undergravet af dybe furer; en svær sortbrun moustasche skyggede over en brutal, stedse venlig smilende mund. Han var høi og senesterk, lidt knoglet.

Barth havde vekslet nogle almindelige bemerkninger med frøken Lolly, da mr. Wheeler også blandede sig i samtalen. Han talte ret flydende norsk, kun med svag accent — «har reist her mange år, ser De, reist her siden 1878; — et brægtigt land, det brægtigste land jeg kjender.» — «Men hovedstaden — hvorledes liker De Kristiania?» — «Godt — brægtig by, når man begynder at skjønne sig på den.» — «Skjønne sig på den?»

«Ja — man må bo her en stund,» vedblev mr. Wheeler, «man må få sine øine opladte — forstå jargonen, er det ikke så, det heder, frøken Lolly.»

Frøken Lolly nikkede.

«Vel — nu er jeg begyndt at forstå jargonen, og nu er her godt at være. Der var