sang, således som bare Bjørnson kunde git os den: et digt om den sunde moralske kraft, vi endnu eier, — om hvad den kraft kan udrette og alene kan udrette — en hymne om et ungt og modigt folk, der lærer at leve livet vakkert og virksomt -. Jeg vilde havt «Det flager» mere græsk — der skulde været en anden høihed, en større stil over bogen.»
«Undskyld, jeg afbryder, men jeg indbilder mig, at det nu kunde være passeligt at få glassene op.» Albrechtsen reiste sig og ringte.
Barth lod sig ikke forstyrre. Naar han blev ivrig, lod han sig idetheletaget nødig anfegte af nogetsomhelst.
«Jeg besøgte engang i England en privat opdragelsesanstalt. En ung rigmand havde fået den idé at ville samle det størst mulige antal halvvoksne gutter omkring sig og uddanne dem efter antikt mønster. Der var græsk stil over det hele. Jeg har aldrig seet en vakrere flok af kraftige unge mennesker.»
«Jeg ved, du har megen tillid til disse engelske legemsøvelser,» bemerkede Albrechtsen, efterat han havde git en tililende opvarter besked, «jeg kan ikke si, at jeg nogengang har bemerket, at flinke gymnaster er mere rosværdige mennesker end vi andre.»
