skal jeg få lov til at gå. Adjø, hrr. konsul, håber, De undskylder.»
«Nei, siden De nu engang er kommet, får De gi mig tid, indtil jeg har vænnet mig til Deres ansigt. Hør et øieblik, hrr. Barth — hvad bestiller så egentlig De i denne afkrog? Går på jagt?»
«Ja det også. Når man af en eller anden grund er åndelig eller legemlig deprimeret, er ingenting bedre end nogle måneders friluftsliv. — Blir De her en tid, vil jeg foreslå Dem at ta etpar ture med mig.»
«De ser kanske, jeg pakker. — Så De går på jagt. Men Deres kulturelle opgaver glemmer De forhåbentlig ikke? Hvad? Er De medlem af kommunebestyrelsen? Agter De at bli valgmand? — Ærlig talt vilde det glæde mig at drikke et glas med Dem på faldrebet,» Krohg skjøv en gyngestol frem, «her er stuens hædersplads.»
Barth satte sig, men afslog at drikke noget.
«Nå ja, som De vil. Egentlig er drik en dårlig fornøielse. Egentlig er det dårlige fornøielser, alt det man bedriver i sin ungdom. Det forekommer mig, at ungdommen trænger til at reformeres — en ordentlig reformation. Kan De ikke ta Dem lidt af de unge mennesker derinde i Kristiania? Gud velsigne Dem, lær de yngste bedre, end vi har lært. Lær
