Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/213

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
213


«Det anede mig,» vedblev Krohg smilende, «vi nordmænd er altid så deltagende mod hverandre. Man møder deltagelse allevegne. Allevegne. — Nå, hvad var det, jeg skulde si: — De behøver ikke spørge. Jeg skal svare Dem alligevel. Vel — det er sandt altsammen, det er altsammen sandt: både at jeg af helbredshensyn har solgt min forretning, og at jeg har taget mig nær af min hustrus pikante sortie af landet, og at jeg ikke liker at træffe kristianiabekjendte. — Er det mere, jeg kan tjene Dem med? Må jeg byde Dem en cigar?»

Barth havde reist sig: «Tilgi mig, konsul Krohg, men jeg tror, De gjør mig uret.»

«Naturligvis gjør jeg Dem uret. Jeg er ofte urimelig. Jeg lider desværre af dårligt humør; min mave er nemlig ødelagt. De må altså undskylde mig.»

«Jeg har egentlig ingenting at spørge Dem om,» vedblev Barth, «jeg har ikke engang noget påskud for denne visit. Jeg kommer, fordi Deres person — trods alt — øver en vis tiltrækning på mig —. Jeg har forgjæves forsøgt at forklare mig denne sympati — den var oprindelig ikke tilstede; i begyndelsen havde jeg snarere imod Dem. Kun af den grund er jeg kommen. Men da jeg forstår, at jeg er iveien,