Uvist af hvilken grund virkede dette navn,
der længe ikke havde været i hans tanker, helt
besynderlig på ham. Han blev rød. Hans mor
smilte, — forstående.
«Jo — godt, tror jeg.»
«Alette var en elskværdig pige,» sa hans far, «det er vel tre år, siden hun nu var her? Kanske det kunde more hende til sommeren at gjense gamle tomter?»
— Det var, som om disse få bemerkninger bragte et nyt stof ind i hans trevne tankegang. — Han havde næsten glemt, at livet endnu lå åbent for ham — at hædrenda arbeide og høie mål ventede ham. Han havde efter evne undgået at beskjæftige sig med de ting, der stod i forbindelse med hans Kristiania-ophold. Det gik op for ham, at Kristianie havde andre forhold og interesser at byde, end dem, han nu skyede at tænke på. — Og den stemning, der hvilede over stuerne her hjemme, bidrog sit til at gi Alettes navn en besynderlig indtagende klang. Det betød stille og fin harmoni — det betød gode traditioner, god smag, — det betød en pen fremtid og almindelig anseelse — det betød hele modsætningen til den oprevne usikkerhed, han kjendte altfor godt fra de sidste måneder — —.
