lige blå øine steg frem og ligesom søgende mødte hans. — — —
Han var hjemme. Han gik ud og ind i de kjære, velkjendte rum, bestilte det mindst mulige, røgte sin snadde med gammelmandsværdighed, stelte med gårdens hunde og roede efter sjøfugl. Han havde undertiden en følelse af, at han aldrig havde været borte fra dette hjem, at det øvrige var en drøm, det sidste halvår en febrilsk ondartet fantasi —. Alt det, han havde foretaget sig, forekom så umuligt og meningsløst, i disse harmoniske og lykkelige omgivelser, mellem ældre folk, der havde sit på det rene. — Men undertiden, om nætterne, vågnede han, af angst og længsel, en bitter og ustyrlig længsel — han lå vågen, til morgenen kom, stod op, før det var lyst, og mens han drak sin kaffe nede i spiskammeret, fik han pigerne til at gjøre istand niste: idag vilde han på fjorden.
«Hvorledes havde Alette det?» spurgte en dag hans mor.
