kys, han hørte en larm af knuste glas og dum latter — og pludselig, halvbedøvet, havde han løftet hende op på skulderen og håret hende ind i sit eget rum — —.
— — Månen var kommet frem, lidt eftermiddagsbleg endnu; de hvide sneflader fik en blålig glans. Al denne kolde renhed omkring ham gjorde erindringerne endnu mere modbydelige — — han forsøgte at rive sig løs, tændte sin snadde og begyndte at forhøre skydsgutten om vinterjagten efter ryper — var der mange, som drev på disse trakter? —
— Men Samtalen døde snart hen. — En halvglemt historie, han havde læst, gudvedhvor, dukkede op. En øde snemark som denne — i storm — en enlig reisende, en kvinde, en skjøge, — time efter time, gjennem fonnerne — hun er næsten bedøvet, angst og blindet, af uveiret — — men efterhånden gir frygten sig, en velgjørende mathed gjennemrisler hendes lemmer. Og mens skydsgutten slider i sneen fremme ved hesten, lader hun sig glide ud af slæden, og lægger sig til hvile i den rene og myge sne. Hun føler ikke længer stormen, sneen pisker ikke mere hendes ansigt, hendes ben fryser ikke mere. Det er varmt og blødt om hende, og hun er meget træt. — Og timerne går, og sneen hvirvler sit
