veie, han aldrig havde gået, øde landeveie i snefog — han gik time efter time, gik uden at stanse, gik som en gal mand — han huskede en liden bondestue, hvor han var inde, svagt lys over grå skidne vægge — han tog skyds tilbage til byen, kom hjem ved ellevetiden, var endnu ikke træt, — han huskede et lag, hvor han dukkede op, — at han drak meget, at han talte høit, at han lo og spillede engelske valse i et merkværdigt tempo — — — han huskede, der kom en pludselig vildskab over ham, en vildskab, der smittede de andre — at der udpå natten var endel mennesker oppe hos ham selv, drukne mandfolk, og kvinder, samlede i hast, — at en af dem kyssede ham, at han slængte hende fra sig, at hun kom igjen og satte sig på hans fang og så på ham med hede og lidt slørede øine —. En af de andre herrer, hvis maitresse hun var, forsøgte at minde hende om pligtens bud, men hun lo og skvættede vin efter ham. «Jeg elsker Barth,» råbte hun og kyssede hans skjæg. Det var en mørkladen og kraftig pige, med sort og kruset hår over et fint overansigt: store og tunge øienlåg, lange melankolske øienvipper, smal og krum næse — men munden var brutal og smilet grovt, — —- — han så hendes hvide nakke bøie sig under hans
