— Og han så Krohgs fine og skarpe ansigt;
han hørte, hvorledes hans ord slyngede sig i
lange velformede sætninger, — han huskede en
af deres sidste samtaler: Krohg roste kavallererne
af den gamle skole. De forstod bedre at lempe
sig. De så klogt og nøkternt på tingene. Deres
liv var ikke altid eksemplarisk, men sjelden
stødende. De var overbærende mod sig selv
og mod andre: tog de sig nogle friheder engang
imellem, besværedes de ikke dagen derpå af
moralske tømmermænd. De kunde tillade sig
en rus, uden at ærgre sig over den bagefter;
de kunde ved leilighed forsømme sine ægteskabelige
forpligtelser og var alligevel korrekte og
belevne gemaler. De var bøielige og fordomsfri,
sikre i sadelen. — Vi yngre har tusen betænkeligheder
og lever i evig anger. Vi bekjender
os til en videregående frihed, end nogen tidligere
tid, vi bryder alle passende skranker — men
ved siden af er vi pietister, betyngede af
næstekjærlighed, store livskrav og sensible nerver.
Vi formår aldrig at forlige vore stridende
indskydelser. Vi mangler den elskværdige sindsro,
vi mangler ligevægt.
— — Han huskede de forvirrede og voldsomme dage, der fulgte på underretningen om hendes afreise. Han huskede en lang tur, på måfå, ad
