den havde været. Han var bange for, at selv når han sad på hin brede hyggelige veranda og mellem blanke løvtrær så ud over bygden — så kunde han komme til at længes bort, efter en træt og støvet by. Denne by, som han nu nylig havde forladt, vilde ofte og pludselig komme i hans tanker, og han vilde føle sig knyttet til den således som man føler sig knyttet til steder, hvor man har nydt megen lykke og havt megen sorg. De mange minder vilde gi gaderne en besynderlig interesse, de vilde gjøre hans egen lille leilighed — solhedet kanske og ubeboelig — til gjenstand for hans hemmelige længsel. — Og det uagtet han vidste, at der i byen ikke var et eneste menneske, han brød sig synderlig om at møde. Han vilde bare ønske at gå de gader, han havde gået med hende, sidde de samme steder, være der, hvor de havde spøgt og moret sig, været hårde og urimelige, hvor de havde holdt af og kysset hinanden —.
— — Og dog glædede han sig nu til at komme hjem. Han længtes efter den blide fugtige vestlandske luft, efter dagligstuen hjemme, i lampelys, — efter at høre sin mors venlige stemme, når hun vandrede frem og tilbage i huslige gjøremål — efter det stille og gode
