og kliken om fru Krohg — var det hende? umuligt! — alligevel håbede han, i etslags øieblikkeligt vanvid, at det skulde være hende. — I den halvmørke entré opdagede han en høi kvinde; det lignede — — nei, hende var det alligevel ikke — — «men frøken Lolly, er det Dem?»
«Ja, det er mig.»
Han fik hende ind i dagligstuen, fik tændt lampen —. De vekslede nogle ord, mens dette gik for sig, uden at nogen af dem egentlig vidste, hvad de sa — — han havde en følelse af, at hans stemme i næste øieblik vilde briste, at han ikke måtte se på hende, at han var glad og angst og bedrøvet paa samme tid, at alt det, som var hændt, det var hændt først nu, og kanske var det slet ikke hændt — —?
«Jeg kommer for at si adjø,» sa Lolly med lav og lidt anstrengt stemme.
«For at si adjø ?»
«Ja, jeg reiser til min onkel i Trondhjem. — Jeg Syntes, jeg måtte si Dem adjø.»
«Tak,» han forsøgte at se paa hende, men merkede, at han ikke længer var herre over sin bevægelse. Han blev siddende i sin stol, uden at kunne si noget mere, han la hovedet på bordkanten, hans legeme rystede
