besynderlig distræt, hun sa nogle ord nu og da, og undertiden var der ingen sammenhæng mellem disse ord og Albrechtsens bemerkninger. Han opdagede, at hendes øine kunde hvile længe og venlig på ham, indtil hun hastig tog dem til sig og næsten forlegent fæstede dem på en eller anden ligegyldig gjenstand. Denne merkelige opdagelse vakte imidlertid mere forundring end glæde hos ham. — Fra først af havde hendes stemme næsten den vante, lidt ironiske klang, men efterhånden blev den lavere og mere sørgmodig —.
«Si noget vakkert om mig,» bad hun pludselig.
«Noget vakkert? — om Dem?» spurgte han lidt forbauset; hun smilte; der brød som en hed bølge af ømhed op i ham, «der er ingenting vakkert nok,» hviskede han.
«Vi havde selskab igår. Mr. Wheeler var der,» fortsatte hun med ét i en anden tone, «hvad tror De egentlig om mr. Wheeler?» vedblev hun lidt fraværende.
«Om mr. Wheeler?»
«Nei — jeg mente ikke at spørge Dem. Det kan være det samme. — Mr. Wheeler sa igår, at jeg virkede som hård og eggende musik på sløvede og såre nerver — smertelig og vellystig
