Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/181

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
181

øieblik, så skal jeg straks gå. Bare et øieblik.»

«Men Ellinor da —.»

«Ikke bry dig om mig,» hun forsøgte at smile, «ikke tænk på mig mere. Det var en stor feiltagelse altsammen. Det er mig, som ikke duer. Husker du, jeg i begyndelsen var bange? Jeg var bange, jeg ikke duede til noget ordentligt. Jeg havde ret dengang. — Hvis det ikke var kommet nu, vilde det nok være kommet senere. Jeg hænger ikke sammen mere; jeg ved aldrig, hvor det bærer hen — — jeg tror undertiden, det skal bli bedre, når jeg rømmer herfra — men det er naturligvis en indbildning — jeg rømmer ikke fra mig selv.»

«Ellinor — om vi endnu vovede — et sidste forsøg. Jeg skal sætte alt ind — la os prøve —»

«Nei, nei det nytter ikke. Ikke nu mere ialtfald. Jeg har tabt al tro på det. — Desuden: det er bedre, vi skilles nu, end at jeg senere engang løber fra dig —»

«Men hvad vil du, Ellinor — hvad har du isinde?»

«Jeg ved ikke — jeg vil ialtfald ikke, at vi to skal gjøre hinanden mere ondt,» hun reiste sig, «stakkars dig, min gut, du traf på den rette,»