ikke — jeg ved bare, at de betænkeligheder, der har skilt os, dem har jeg havt lige meget for din skyld, som for min egen — og hvis du tar dem som et tegn på, at jeg ikke har holdt nok af dig, så er du på vildspor. Og i virkeligheden kan du ikke tro det — du kan ikke — du må vide, at jeg holder af dig — og du skal betænke dig, om du har råd til at kaste bort et menneske, der kan byde dig så megen kjærlighed, som jeg kan. Det er ikke sikkert, at hverken du eller jeg nogengang vil finde den, der kan bringe os til at glemme hverandre. For min egen del ved jeg, at det aldrig vil ske — aldrig — om jeg nokså meget ønsker det, jeg kan aldrig bli dig kvit —»
Ellinor var sunket ned i en stol.
«Ikke si mere,» bad hun næsten klynkende, «jeg ved, det er sandt — meget af det er sandt - men det hjælper alligevel ikke, det hjælper altsammen ingenting. Nu hjælper ingenting. Hvor jeg er fattig — å hvor fattig jeg er blit på en kort stund —»
«Det skal du ikke si — du må ikke si det,» han nærmede sig og forsøgte at ta hendes hånd.
«Ikke ta i mig — er du snil! Det gjør ondt, når du tar i mig. La mig sidde et
