Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/176

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
176


«Ja, men tror du, at vi kan reise afsted uden nogensomhelst forberedelser?»

«Nei, det er rigtigt. Men jeg vil ialtfald ikke hjem. Jeg vil bo skjult etsteds, indtil vi kan komme afsted. Imorgen må vi vel kunne reise? Kan jeg bo hos dig sålænge?» hun tog ham smilende om halsen, «var ikke det morsomt fundet på? Gjemme sig her — i et af dine værelser — indtil vognen er for døren — hvad?»

«N—ja, det er jo lidt vanskeligt. Desuden, er du ganske på det rene med, at vi bør forlade landet, før skilsmisseaffæren er ordnet?»

Hun reiste sig og så forundret på ham.

«Jeg mener — det er ikke så ligetil» vedblev han, — «når vi engang kommer tilbage hid — du ved jo, jeg har mit arbeide her — så kan det hænde, det blir vanskeligt for os.»

Hun rystede på hovedet:

«Hvem tænker så langt frem ?»

«Ja, men vi er jo nødt til —»

«Hvad er vi nødt til?» afbrød hun hårdt. Han reiste sig. De blev stående at se på hinanden, han urolig, uden at vide, hvad han skulde si, mere og mere usikker, skræmt af det besynderlige udtryk i hendes øine.

«La os sætte os ned og tale fornuftig om sagen,» bad han.