Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/172

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
172

og siden hans tilbagekomst havde der været gjæster uafladelig. Barth og Ellinor havde nøiet sig med små hurtige samtaler i et eller andet beleiligt hjørne. Hun havde været endel febrilsk og ikke altid lige elskværdig.

«Du her — min egen.»

«Ja, egentlig fortjente du det ikke. Jeg tror ikke engang, du har bedt mig komme.»

«Men kjære dig, vi var jo enige om —»

«Javist var vi enige,» afbrød hun ham; hun kastede ydertøiet og satte sig i det samme sofahjørne, som hun havde siddet den første aften, og han i lænestolen ved siden af, «så — har du længtet?»

«Ja,» han tog hendes hånd og klappede den langsomt.

«Ja, det skulde jeg altså ikke spørge dig om. Det skulde du si, straks du så mig. — Men hvad har du egentlig længtet efter?»

«Efter dig, naturligvis.»

«Efter mig, naturligvis. Efter mig sån ialmindelighed, efter min vintercape og mit smil og mine handsker og min konversation — efter mig i sofahjørnet og dig selv i lænestolen — efter en fornuftig samtale med en fornuftig dame, som står i begreb med at andrage om separation — for tre år fra dato —»