længere tid skulde tilhøre hinanden — gav ham en tryg selvtillid; mens han sad og arbeidede, hændte det, at han lo stille ved sig selv, at hans muskler uvilkårlig spændtes, — han havde en fornemmelse af, at han kunde alt.
Egentlig havde det forundret ham, at Ellinor ønskede et så radikalt skridt som denne reise. Trods al viljeløs skepsis — til trods for, at det liv, hun havde ført, rimeligvis havde virker udviskende på hendes kvindelige instinkter, til trods for, at hun nu, i flere år, havde høkret ud sin personlighed — måtte der lure en lysten og zigeunerglad eventyrerske i hende. Eller var det kun den kjede og kræsne kvindes trang til nye og vanskelige situationer, som bragte hende til at søge en så extraordinær udgangseffekt? Eller holdt hun virkelig så meget af ham, at hun måtte nyde sin lykke i fred, fjernt fra forstyrrende indgreb? Eller var det mest modbydelighed, der drev hende bort fra byen — uvilje mod disse slidte omgivelser, mod de stadige hilsener fra de evigsamme mennesker, der kjendte hende fra en tid, som nu skulde være forbi —?
— Det ringte. — Det bankede på døren. Det var Ellinor. I den forløbne uge havde de kun set hinanden hos hende. Krohg var returneret efter kun få dages kjøbenhavner-ophold,
