«Du gode Gud. Du begynder vist at gå i
barndommen. Du og Albreehtsen blir næsten
lige gamle. — Nei ved du hvad — —. Løft
dit hoved, du raske gut.»
«Ellinor, kan du ikke —»
«Nei, jeg kan ikke. Jeg kan overhovedet ingenting. — Du må begynde forfra, min elskede. — Jeg tror, mr. Wheeler er den eneste voksne af dere allesammen. Hans letsindighed er at lide på. Gak i lære hos ham.»
Fru Ellinor satte sig leende tilbage i sin stol:
«Han duer. Han er renset for gefühl. Du skulde set ham isommer engang — ude på løkken. Sån står han altid for mig. Han havde stjålet mit salongevær og skudt en fremmed kat, som var kommet ind i haven. Så stod han der med et mildt og venligt smil og glædede sig over kattens sidste trækninger. Det var hans seksognittiende, påstod han. — Du Krohg, den fyr vil kunne hjælpe en overflødig elskerinde udover trapperne, lige galant, som han skyder sin pusekat no 97. Sån skal det være. Hahaha.»