det beder jeg dig om: lov mig det, Krohg, lov mig, at du gjør dit for at hindre, at Lolly blir ødelagt, hun også.»
«Men Ellinor, hvad mener du? du tænker vel ikke —? hvad går der af dig?»
«Der går ingenting af mig. Jeg har slet ikke tænkt at kjøbe revolver eller denslags,» hun smilte, lidt forlegent, og forsøgte at ta sin hånd til sig; men Krohg holdt den fast, «jeg er bare så urolig for Lolly.»
Krohg stod et øieblik og så på hende. Der kom et besynderlig blødt udtryk i hans øine. Han bøiede sig ned og kyssede hendes hånd.
Hun rev sig løs: «Hvad skal det betyde —? Er du blit sentimental, du også?» hendes stemme havde fået en kold, hånende klang, «aha — min kjære konsul Krohg, er det så dårlig bevendt med dig, gamle jægersmand, at du græder over dødt vildt. Ta dig sammen, kjære gemal.»
«Å Ellinor — la os for én gangs skyld være naturlige mod hinanden —»
«Naturlige? Nei for al del. Nei på ingen mulig måde. — Men si mig, hvad er det, som har bragt dig så rent ud af fatning —?»
«Du var så underlig —; desuden har jeg siddet og fantaseret over svundne dage.»
