«Vilde du —?»
«Ja. — Du Krohg, det var egentlig uforsigtigt af os, at vi efter fars død tog Lolly herind.»
«Uforsigtigt?»
«Ja, det er ikke noget godt sted for Lolly, vort hjem — og vore venner er ikke de bedste, vi kan vælge til omgang for en ung pige,» fru Ellinor reiste sig, «jeg er undertiden bange for, at det skal gå Lolly, som det er gået mig, — og jeg under hende bedre,» sluttede hun med lav og anstrengt stemme.
Krohg var blegere end vanligt, da han svarede: «Hvad vil du da? Skal vi sende hende til din onkel i Trondhjem? — Siden vort hjem ikke er godt nok.»
«Nei, ikke endnu,» hun nærmede sig og så fast på ham: «jeg kan vanskelig undvære hende. Jeg burde naturligvis sendt hende bort for længe siden — jeg er så altfor egoistisk. Men hvis der skulde hænde noget — jeg mener: hvis der skulde tilstøde mig noget, så jeg ikke længer kunde passe på hende — —»
Krohg greb uvilkårlig hendes hånd.
«Så må du sørge for, at hun straks reiser. Husk på det. Det er det eneste, jeg kræver af dig. Jeg beder dig jo aldrig om noget, men
