Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/166

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
166

Men barnet døde. Og ikke længe efter opdagede hun, at han havde været hende utro. Det øieblik glemte han ikke: der faldt ikke et heftigt ord; det syntes neppe engang at gjøre indtryk på hende. Kun i hendes hårde blå øine glimtede der et ondt smil —.

Dermed var forholdet sprængt. Han fortsatte sine ulovlige forbindelser. Rimeligvis havde heller ikke hun taget sig helt ivare. Han havde ingen beviser, men hans mandfolkeskepsis tilsa ham, at det modsatte vilde være urimeligt. — Han havde forlængst opgivet at vinde hende; det interesserede ham ikke længer; hun havde tabt sin sensuelle tiltrækning for ham, og den rent intellektuelle forfængelighed, som en stund drev ham til at fortsætte kampen, formåede ikke længe at holde ham i ånde. — Han betragtede hende nu nærmest med en blanding af sympatisk respekt og ængstelig nysgjerrighed: denne lidenskabelige og oprevne kvinde var istand til at begå de besynderligste ekstravaganser for at udfylde livet; herren afvende de mange og onde varsler!

— Han reiste sig; det var på tide at gå til kontoret.

Fru Ellinor vendte sig mod ham: «Der er noget, jeg gjerne vilde tale med dig om.»