Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/165

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
165

men som han senere vidste at gjenkalde sig. Hun kunde bli rød, eller fryse ved hans ord eller ganske stivne — alt for rene bagateller. Det forundrede ham lidt, at det undertiden var lignende ting som dem, hun før ægteskabet havde modtaget med et glat, næsten gouterende smil, der nu kunde ha en så besynderlig indflydelse. — Efterhånden blev denne momentane reaktion sjeldnere; men der var da foregået en forandring også hos hende. Det hændte, at et af hans tvetydige smil uventet fandt et lignende. Forandringen behagede ham ikke; den havde dog mindre at betyde. Men samtidig var der kommet noget vist hærdet over hende, hun mødte ham med et glat og koldt panser, som hun nødig lod sig afklæde. Det ærgrede ham; han blev tilsidst virkelig interesseret. Han forsøgte at erobre hende; men han var ikke heldig i valget af sine midler. Han vilde gjøre hende jaloux; hun blev også jaloux; men jalousien var ikke af det gode. Hun tog simpelthen hevn; hun anskaffede sig etpar tilbedere og benyttede sit koketteri med megen virkning. Han havde hele tiden en ubehagelig fornemmelse af, at hun førte sin kårde finere og sikrere end ham, — og han blev følgelig mere og mere hensynsløs. — Der syntes at skulle komme en udsoning, da hun fik et barn.