at være den rette, en stilig og klog dame, der forstod hans ironi, — ung endnu og nylig begyndt på livet, men med tidlig modnet instinkt, ikke synderlig naiv, smidig og uangribelig i sit koketteri — — og uden egentlig at være forelsket, gik han en vakker dag hen og bad om hendes hånd.
Den første tid gik det godt; d. v. s. hun var selvfølgelig en anden end den blege mylady, han havde konstrueret sig. Hun var korrekt og klog, men hun savnede ingenlunde mod og livslyst, tværtimod: endnu havde hun intet spildt af sin ungdoms evne til lykke, og hun stormede ind i den verden, der åbnede sig, med store og heftige krav.
Han på sin side havde vanskelig for at lægge bort den spidse ironi fra deres første bekjendskabs dage; den var, fra at danne et værn om hans blødere følelser, begyndt at gro sammen med hans egentlige væsen; den tvilende kynisme havde opløst sig i hans blod, det løb seigere, mattere, blegere gjennem hans årer. Han merkede det først gjennem den virkning, det øvede på hende. En og anden liden bemerkning — et blik, et smil — kunde hos hende fremkalde en hastig og forbigående reaktion, som han i øieblikket ofte la mindre merke til,
