Engang, for længe siden, da han endnu var
en meget ung mand, — en bedrøvet og
sangvinsk yngling, men blaseret naturligvis! —
omtrent som denne Albrechtsen — havde han
elsket. Han havde elsket, som om der kun var
den ene kvinde til i verden, han havde gladelig
ofret alt for hendes skyld, han havde begået alle
de dumheder, der på nogen måde gaves anledning
til, han havde været varsom og snil, jaloux
og forrykt om hinanden; — til syvende og sidst
blev han for brysom, og der kom et brud.
Efter en passende sørgetid, som var alvorlig nok, begyndte han at gå løs på livet, først for at døve, senere fordi han fik smag på det; — hans livskraft var så spænstig, at den tillod ham en drøi arbeidsomhed, skjønt han samtidig anvendte megen flid på sit legemes ødelæggelse. I trediveårsalderen havde han omsider opnået at gi sin fars engang lidt vaklende firma en solid position — han var derhos på vei til at gå træt, han var ialtfald blit temmelig kræsen; der var vågnet en usikker længsel hos ham efter en fornem og tilbagetrukken lykke, efter en kvinde, med hvem man kunde leve livet stille og værdig: — gjerne lidt stiv og kjølig, med gjemt lidenskab, der lod sig ane i hastige og uventede glimt. Og han traf en dame, der syntes ham
