Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/161

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
XIII.
D

e havde spist middag alene hjemme, Ellinor og Krohg. Middagen var løbet hen i stilhed — denne respekterende, næsten forekommende fåmælthed, der er naturlig mellem to intelligente mennesker, som skjebnen har trængt nærmere sammen, end de egentlig skjøtter om. De sad ved kaffeen i røgeværelset, i hver sin lave lænestol; gjennem hjørnevinduet faldt der et blegt gulrødt skjær fra den nedgående vintersol. Ellinor sad med hovedet på skrå mod stoleryggen, ganske stille. Hun sov formodentlig: Krohg listede sig sagte over gulvet for at finde en cigaret. Men hun sov ikke: hun vendte hurtig hovedet i en anden retning. — Krohg havde alligevel set, at hendes øine var våde.

Hans første indskydelse var den at gå bort