«La os reise — alligevel — og snart! — snart!»
Han tog hende varsomt om livet, kyssede hende, — talte godt og beroligende for hende — bad hende ikke være ræd — hun måtte stole på ham — det skulde under enhver omstændighed bli ordnet til det bedste — — vilde hun reise, så fulgtes de naturligvis, naturligvis — men han vilde bare, hun skulde betænke sig. Det var en såpas alvorlig sag, at der var grund til at betænke sig. En anden dag, når hun var roligere, skulde de tales nærmere ved. Var hun da af samme mening, så reiste de straks. — «Kjære, kjære Ellinor — skjønner du ikke, at alt dette sier jeg, fordi det både for dig og for mig er en forfærdelig alvorlig ting. Min egen kjære Ellinor — er du roligere nu?»
Hun havde reist sig og gik langsomt værelset rundt; hun svarede ikke, han fulgte efter og trak hende pludselig hårdt indtil sig:
«Du slipper ikke fri for mig. Du er min — for bestandig,» han kyssede hende lidenskabelig.
Hun så på ham, med et forsøg til smil:
«Ja, jeg er din. — Jeg skal forsøge at
