— Barth fik vin frem. De drak nogle glas,
tøvede og havde det udmerket.
«Men nu er det kanske bedst, vi begynder at forhandle lidt alvorlig om vore affærer,» bemerkede Barth.
«Jaså — jeg troede, vore affærer var så temmelig på det rene.»
«Ikke ganske.»
«Så. Er du kanske blit bange for at reise?» hun smilte, «du er igrunden lidt af en filister da, ser du. Men med Guds hjælp skal vi vel få det ud af dig. Skrift nu. Er du bange?»
«Nei, ikke det heller. Men —»
«Men? Eksisterer der noget men? Skal vi kanske vende tilbage til Ægyptens kjødgryder? Hvad?»
«Nei, men kjære Ellinor, nu må du ikke være dum —.»
«Nei, jeg skal ikke være dum. Jeg ved nok, at du ikke løber din vei i sidste øieblik,» hun klappede ham på kinden, «nå, la mig høre —.»
«Jeg ved ikke, hvad du vil si til det, som jeg nu skal forklare dig —.»
«Du ved ikke, hvad jeg vil si —? Så er det alligevel noget kjedeligt. Gå løs på sagen, min ven — ingen omsvøb, ingen barmhjertighed —.»
