Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/153

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
153

ikke foreløbig ialtfald. Og når tingen først var skeet, måtte nok i nødsfald hans far træde til. Det ængstede ham ikke synderlig —. Skulde de reise samtidig? Eller mødes i Tyskland? — Allerhelst stige i toget en aften begge to — det var så solid og trygt at ha hende med, det vilde bli en utålelig angst at gå og vente på hende — — nei, de måtte afsted samtidig: de to lunt i kupeen, en lang piben, toget ryster og sætter sig i bevægelse, han tar hårdt om hedes hånd, i halvmørket glider endel røde murbygninger forbi dem, det er Kristiania, som blir borte —. Og nogle dage efter sidder de to, uforstyrrede mellem fremmede mennesker, og livet ruller lystigt og broget forbi to lykkelige ensomme —.

— Var dette den overlegne selvbeherskelse, han havde kjæmpet for at vinde? Lade altsammen ligge, negligere sit arbeide, sine forældre, alt det, han skyldte hensyn, og følge den nærmeste og sterkeste indskydelse — var det klogt og rigtigt? Hvad var det, Albrechtsen havde sagt hin aften på dampskibet? Og hvad vilde f. eks. hans onkel assessoren føre til protokols ianledning denne sag? Hvorledes vilde han selv føle sig, når han om nogle år vendte tilbage til Norge?