løi naturligvis, det var for tidligt. Han var flad og ærgerlig.
«Vel, jeg kommer igjen,» sa han tilsidst; pigen smeldte døren igjen.
Pokker heller. Han Skridtede nedover trappen med en kjedsommelig fornemmelse af, at nogen havde holdt ham for nar, at en eller anden mr. Wheeler stod og grinede til ham i et mørkt hjørne —.
Han gik og drev en stund i gaden nedenfor, men da ingen fru Ellinor var at se, vandrede han ned til en bodega, hvor han søgte at berolige sig med et glas portvin. — Han var egentlig lidt ærgerlig på hende: hvorfor var hun gået ud så tidlig? Der var vel ingenting påfærde? Mon mr. Wheeler var kommet ham i forkjøbet? Nei, hun havde neppe gidet følge ham. Ja, hvorfor ikke det da?
Pokker heller. — Han prøvede at samle sine tanker om noget andet. Det var bedst, de snarest blev enige om den plan, de skulde følge. — Det skulde være brilliant, om de kunde reise med én gang. Al denne uro vilde da være vel over. Om de kunde reise en af de første dage — — han overveiede endnu engang, hvorledes han skulde bære sig ad med at ordne det økonomiske spørgsmål. Nå, det havde ingen fare,
