bitte smule mere end en almindelig søndagssnob — så Gud ved? Der hænder så meget rart i verden. Der hænder det allermerkeligste — af kjedsomhed for eksempel.»
«Kjeder man sig ikke nu længer?» spurgte mr. Wheeler.
«Nei,» sa Ellinor næsten triumferende. Lolly betragtede hende forundret. Mr. Wheeler stirrede koldsindig ind i ilden.
— Fru Ellinor lod sig imidlertid ikke nøie hermed. Hun slog over i en venlig tone, en katteblid, næsten sødladen tone — hun afbødede forsigtig den nærgående behandling, engelskmanden var blit tildel — hun koketterede så længe, at Barth blev urolig og mr. Wheeler usikker. Hun lokkede dem begge efter sig, hun ertede Barth og smigrede mr. Wheeler — hun syntes at være overmåde ængstelig for, at hun skulde ha såret den kjære gentleman for dybt, hun behandlede ham som en uundværlig, man måske ikke altid er lige fomøiet med, men som det dog ikke går an at miste. Mr. Wheeler undrede sig over, hvad der egentlig var påfærde, hvortil hun agtede at bruge ham: så, med én gang, hug hun kloen i ham, med et sådant velbehag og en sådan sikkerhed, at det gik koldt gjennem Barth. Hun mishandlede ham med en
