faste medbeiler, mr. Wheeler. Han og damerne sad ved kaminen i røgeværelset; mr. Wheeler fortalte spøgelseshistorier. Da Barth trådte ind, vinkede Lolly på ham: «Sæt Dem,» hviskede hun, «dette her er altfor spændende, vi kan ikke bryde af.» Mr. Wheeler nikkede kort og fortsatte med lav stemme sin historie. Han sad foroverbøiet, stirrende ind i ilden, der kastede et skarpt skjær over hans blege markerede ansigt og la som et fosforagtigt gjenskin i hans matbrune øine. Fru Ellinor mødte Barth med et hurtigt blik, et blik fuldt af lidenskabelig glæde —, så var hun igjen som før, rolig, smilende, lidt dovent tilbageslængt — —. Barth tog plads, han skalv svagt, der gik som en isnende feber gjennem hans legeme — —.
Mr. Wheeler fortalte med en tør stilfærdighed, der fortrinlig fremhævede det uhyggelige. Frøken Lolly krøb nærmere ind til sin søster, også Ellinor var med.
«Og siden viste det sig, at skjøn Elisif havde fulgt den lystige jæger, og at hans hvide ansigt var et kalket og malet dødningehoved, og at hans grønne dragt gjemte et benrangel. Og hans slot var en øde hule, høit mellem Wales’ fjelde, og der fandt de skjøn Elisif, ilde medfaret af ræve og ravne, men på hendes døde
