spørgende mod sig. — Der var lys oppe i assessorens vinduer — lunt og koseligt som vanligt, naturligvis — thebord — —.
Han havde nær fulgt uden videre, da, i sidste øieblik, en besynderlig ulyst kom over ham —:
«Desværre, jeg er buden bort. Jeg skal til Albrechtsen iaften.»
«Det var kjedeligt,» assessorinden trykkede venlig hans hånd. Alettes ansigt fik han ikke se, hun var allerede opover trappen —.
Da han blev alene, var han selv lidt forundret. Det var jo meningen, at han ikke skulde træffe hende iaften. Sålænge anledningen endnu stod åben, havde han holdt sig kjekt. Men med én gang at bestemme sig: nu går jeg did og ikke til hende! — nei, det var foreløbig mere, end hans selvbeherskelse kunde påta sig. Havde han ikke mødt assessorinden og Alette, vilde han måske drevet sålænge i gaderne, at det var blit for sent — nu tog han den første slæde, han traf, og kjørte direkte til Krohgs.
I entreen bemerkede han, ikke uden en vis uvilje, en kjendt frakke. Det var hans tro-
