muntrende, «det er alligevel godt at være ung — at holde af, at kunne græde —.»
— «Det er undertiden deiligt at vide, at man holder af,» sa Albrechtsen, hvis stemme endnu ikke lod sig helt beherske, «men jeg skulde alligevel ønske, at jeg ikke havde truffet hende. — Jeg er syg og umulig af at længes, det er lige dårlig fat, enten jeg ser hende, eller jeg holder mig borte. Og det dårligste er, at såmeget jeg har hende kjær, at skjønt hun betyder alt for mig, så gjemmer der sig alligevel, inderst inde i det, jeg føler, noget modbydeligt, noget stygt og forrådnet.»
«Hvad mener du?» spurgte Barth lavt og forundret.
«Det er etslags foragt, for mig selv eller for hende eller for os begge to. — Jeg ved ikke, hvoraf det kommer — jeg ved ingen grund for det — det er kanske de forhold, hvorunder vi har truffet hinanden. Det er modbydeligt. Men det hjælper ikke. — Og ved du — trods alt: et lidet glimt i hendes øine, som jeg kanske tar feil af, kan gjøre mig lykkelig for lange stunder. Det er rart,» sluttede han i en eftertænksom, næsten barnslig tone.
