Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/130

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
XI.
B

arth var netop vågnet. En mild, halvklar vintermorgen lyste ind gjennem de næsten isfrie ruder; himmelen havde en mat gulagtig tone, der stykkevis brød i det blålige. Han var sprunget op af sengen og stirrede ud, i søvnig glæde, endnu ikke vis på, hvorfor han var glad. Lidt efter lidt gik det op for ham; han gav sig skyndsomt ifærd med sit toilette: der var i selve måden, hvorpå han vaskede sig, en iver, et uroligt hastverk, som om hvert minut, han kunde spare, var en dyr vinding. Han havde aldrig følt sig så rede til energisk virksomhed. Livet havde fået mening, hans arbeide dernede på det støvede kontor i Dronningens gade voksede i betydning, han længtes formelig efter sit dokumentbelagte skrivebord, efter den vidtløftige