Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/123

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
123

én og hel, — så forskjellig fra det ene øieblik til det andet, — at den klassiske tragedies enstonige stormbrag klinger igjennem deres øren uden at finde den rette resonans. Beundring kan hin pathos vække, dyb og sterk beundring, men den er dog ikke af «vort eget».

Men denne unge kvinde gik sin egen vei. Hun gav af den unge slegts eget blod, gav med stor og fin og vanskelig kunst. Hendes spil var bevægeligt og nervøst og kompliceret, som det liv, der leves af det nittende århundredes ungdom; med aldrig feilende instinkt gled hun gjennem disse hastige og lunefulde stemninger, hvoraf nutidsmenneskets liv består; spirituel og gratiøs, ironisk, skeptisk, lidt sentimental, — i smertens lidenskab jaget og oprevet af mange og voldsomt brydende indskydelser — i sorgen resigneret, overlegen, overskuende alt i håbløs klogskab og dog lysten endnu, kjæmpende til sidste øieblik for den lykke, hun forlængst har opgivet — således gav det unge Norges største kunstnerinde «den moderne dame» i dramaet.

— — Fru Ellinor og Barth var begge sterkt grebne. Fru Ellinor sad ganske urolig, lidt foroverbøiet, og tog hendes spil ind med tilbageholdt åndedrag. Og når hun var ude af scenen, syntes fruen næsten fornærmet. «Men dette er