nede, langsomt buede bryn — øine, der kunde lyse op af vid og livsmod — der kunde bli dybe og tunge og slørede — eller kolde og spidse, ligesom slebne af had — — øine, der syntes at gjemme en dunkel og farlig gåde — — sådan var hun at se til, den unge kvinde, der vandt aftenens seier. Der var, selv for dem, der mere end almindelig nøie havde fulgt hendes udvikling, flere end én stor og glad overraskelse aftenen udover; og de, der væsentlig kjendte hende som den ungdommelig bedårende og fantasifulde kunstnerinde, man i forskjellige roller havde havt anledning til at beundre, blev ligeoverfor denne modne og stolte tragedienne betagne af en stille og forundret ærbødighed.
— En moderne tragedienne. Der var ingen store ubrudte linjer, intet af den mægtige sorgens enfold, intet af den høie og samlede pathos, som den gamle tragedies bedste fortolkere har søgt og ofte givet med gribende virkning —; Sophokles’ og Racines dramatiske kunst, den slegterne indtil de sidste dage væsentlig har bygget på, vækker hos nutidens unge slegt mere beundring end gjenklang. Nutidens unge føler anderledes. Selv den sterkeste lidenskab er hos dem så gjennembrudt af steile modsætninger, så fuld af tvil og modsigelser, så lidet
