— da havde Jorderig måske en stakket salighed at byde.
Han måtte smile: til syvende og sidst manglede han rimeligvis «l’élément corrompu»; denne bitre og mægtige gift var forbeholdt andre, mænd med medfødt fordærvelse, med sygdommen suget ind fra modermelken, med ødelæggelsen liggende færdig i deres legemer til tidligt udbrud — — han, den energiske arbeidsmand, der havde skabt sig en formue, — den seige og smidige vivør, der havde flere erotiske eventyr på sin samvittighed end nogen af hans mange kamerater — han manglede her de rigtige dispositioner, hans sygdom måtte være af en anden art.
— Men hvad var så denne lumske og truende anelse, der i det sidste år nødig havde forladt ham — en bleg og hæs rædsel, der listede sig hviskende efter ham — en ildesindet gjenganger, hvis skygge lignede hans egen, vandrende med en lyd som af nøgne fødder i svampet jord —? Var det sandt, at for hver måned, som gik, var han — Nils Krohg — bleven sløvere — at enhver nydelse, åndelig og legemlig, for hver måned blev ham ringere — at han ikke nu længer, om han samlede al sin spænstighed, kunde føle et øiebliks hel og mandlig lidenskab?
