tes at skulle forvilde sig på en måde, der afgav en spøgefuld kontrast til familiens borgerlig brave traditioner. Kl. fire-fem — efterat værten havde sprængt den sidste bank og således fået nogen revanche for det uheld, der tidligere på natten havde tyndet seddelbunken i hans tegnebog — skiltes man; røde i hovedet og let anløbne, endnu meget vågne, fornøiede over den stilfulde anvendelse af natten, skiltes de brave unge mænd, efter at ha aftalt, hvem der næste gang skulde ha den ære at indbyde selskabet til fortsættelse af sporten.
Uagtet Krohg var en ihærdig spiller og endog gjerne en aften imellem tog sig en «bank» med sin frue og Lolly — en fornøielse, der altid blev ham forholdsvis dyr, såsom fru Ellinor og Lolly nærede den kvindelige opfatning, at damer nok kan vinde, men ikke tabe — havde spillet inat ingen fornøielse skaffet ham. Og da han var kommet hjem, i dunkelgråt morgenlys, og helt ædru efter den lange spasertur havde tændt lampen i sit soveværelse, var den irritable misstemning, han ikke havde kunnet fordrive, så sterk, at han foreløbig opgav ethvert forsøg på at få sove. Han skjænkede sig et glas vand, tændte en cigaret og slog sig ned i en dyb lænestol.
