anden blank skuemynt, men du selv, som kjender den store deficit, du lader dig nok ikke bedrage. Falske er alle dine veksler; du holder dig oven vande ved uendelige fornyelser. Du nytter din sidste spændkraft, men éngang — og kanske nokså snart — kommer en stille opgjørets time, da du ikke længer eier en halvløiet følelse at byde dig selv, trætte og hungrige mand, til næring — da det hele er forbi, da du sidder ved tomt bord i din sjæl — da lidenskabernes sidste åre er udgravet og lysternes sidste skakt er udpint — — og hvad er der så andet at gjøre, end at overgive sit bo til den store skifteret, i hvis mørke gjemmer en falleret menneskeskjæbne er bedst faren —.
Men en slig mand som du, min kjære Nils Krohg, må ikke se på en ung pige, allermindst på hende. Du får skrabe sammen de sidste levninger af en gentleman, du endnu eier, og gå hende taus og ræd forbi.
— Krohg gik ikke hjem? han drev en halvtime rundt i byen, traf omsider slet selskab, etpar tarvelige unge levemænd, og sluttede ikke før langt på nat. Tiden indtil 12 tilbragtes væsentlig på en varieté; bagefter gik man op til en af selskabet, en toogtyveårig ætling af en velanseet Kristianiafamilie, hvis formue nu syn-
