Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/110

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
110


Krohg havde snart besørget den nødvendige korrespondence; der var, for en gangs skyld, ikke ret meget at bestille på kontoret, ialtfald intet uopsætteligt. Han var nervøs og urolig, — han holdt ikke ud at sidde der ved skrivebordet, — han måtte hjem; mon de sad alene, Ellinor og Lolly — snakkede kanske om ham? — hvor hun var sød, stakkars liden, hvor hun endnu dårlig forstod at tyde livet. — Hvor to søstre kunde være forskjellige. Mon det var hans skyld, at Ellinor —? Naturligvis —. Skjønt —? Åja, det kunde jo være detsamme, det var for sent at gjøre nogen ansvarlig. Desuden — hvem kan være ansvarlig? Man er jo en anden, for hver dag der svinder; lempelig støber tiden mennesket om, støber det i former, der ikke er hamrede af menneskelig vilje. — Stakkars liden! Hvor det var en underlig følelse — stille og beskeden, en fremmed og ængstelig —, dette slanke blonde pigebarn vakte hos ham. En blid og behersket alvor — den varme, der gjenopliver en gammel hædersmand, når han ser på en vakker og klog datter. Ånei — tøv, humbug — tøv, tøv. Nils Krohg, den følelse kan ikke du præstere! I det fallitbo, som engang var din sjæl, findes der ingen reelle værdier. Din sjæl eier nok endnu en og