«Jeg har ikke noget godt hjerte,» mente Lolly egensindig, «slet ikke bedre end du ialtfald — slet ikke. Men jeg syntes — —»
«Nå —?»
«Jeg syntes, at dere måtte kunne ha det så deiligt — — ofte, om nætterne, når jeg ligger og tænker på alt det, jeg har hørt om dagen, og på alt det, som jeg ikke forstår, så undrer jeg mig over, hvad det kan være, som gjør dere to så kolde mod hverandre — — og så længes jeg — og er bange — å, det er så rart, Ellinor —»
Ellinor klappede hende langsomt over hovedet:
«Er der ingen, du bryr dig om?» hviskede hun.
Lolly reiste sig bråt i stolen; hun rystede på hovedet: «Nei, der er ingen — ingen. Hvor kan du falde på det?»
«Nei — jeg bare spurgte —»
«Men det er så rart. Og jeg blir bare bedrøvet, når jeg tænker på det altsammen. — Du Ellinor, la os heller snakke om gamle dage — —.»
