Lolly slog ham let på kinden: «Ikke denne tone. Du har nok glemt, hvad jeg sa.»
«Nei, men nu må jeg altså skynde mig. Adjø fru Krohg, adjø lille fredsdronning —»
«Det er sandt,» råbte Lolly efter ham, «jeg har glemt at fylde cigaretter i frakkelommen din — vent et øieblik, vent, nu kommer jeg —.»
Da Lolly havde røgtet dette hverv, som hun samvittighedsfuldt besørgede hver eftermiddag, Krohg gik til kontoret, kom hun tilbage, tog Ellinor om livet og førte hende til kaminkrogen, hvor begge søstre slog sig ned.
«Du —,» begyndte Lolly efter en lang pause.
«Ja?»
«Du — ikke bli sint på mig — men — —»
«Men?» Ellinor trak Lolly hen til sig. Lolly la hovedet i søsterens fang og så op mod hendes ansigt.
«Er det ganske nødvendigt, at — du og Krohg er så — fremmede mod hverandre?»
«Ja, det er nødvendigt,» Ellinor smilte.
«Jeg synes, det er så ondt. Jeg er så bedrøvet over det.»
«Så — stakkars lille pus — du har et godt hjerte —.»
