«Ja, jeg hører.»
«Nu f. eks.,» vedblev Lolly, som syntes, indledningen havde været heldig, «nu f. eks., når du skal gå på kontoret, bør du smukt kysse hendes hånd, og så burde Ellinor klappe dig på hovedet og si: adjø kjære mand, kom tilbage, så snart du kan. — Sån skulde det være. Husk på, at dere er ægtefolk.»
Krohgs hånd hvilede endnu, løst og tilfældig, om Lollys liv. Han så beundrende på hendes friske smil og kloge barneøine.
«Skal vi gjøre det? — for at føie barnet,» spurgte Krohg.
«Gjerne for mig,» fru Ellinor reiste sig, «svært, hvor dere er kjærlige forresten,» Krohg slap Lolly, som et øieblik betragtede ham forundret og derpå ganske rolig tog hans arm, — «men skal du gå,» vedblev fruen, «så er det bedst, vi besørger ceremonien med det samme.»
«Nei tak, Ellinor,» Lolly svingede Krohg til siden, «ingen sure miner — blid, hører du, blid — så-å, kys ham nu —»
Ellinor lo og kyssede ham: «Herregud, et kys mere eller mindre —»
«Det er et urigtigt raisonnement,» sa Krohg, «sparsomhed i statshusholdningen. Jeg er forøvrigt fruen særdeles forbunden.»
