unge damer gjerne anvendte denslags timer til at veie og vrage sine kavallerer.»
Lolly nærmede sig svogeren:
«Nei du, Ellinor snakker aldrig om sine kavallerer — og jeg har jo ingen —»
«Har du ingen? — stakkars liden,» han tog hende let om livet og førte hende hen til søsteren, der indtog en halvt liggende stilling i sin lænestol, «kan ikke du hjælpe hende — med lidt af din overflødighed?»
Søstrene lo.
«Havde jeg så sandt selv noget, som duede —,» sa Ellinor, «Så tror jeg næsten —»
«At du vilde overlade det til Lolly? Det var vakkert tænkt. Vil du f. eks. kunne bekvemme dig til at skjænke hende mig, — din egen gemal?»
«Dig disponerer jeg vist ikke over. Desuden håber jeg, Lolly har såmegen forstand, at —»
«Har du, Lolly? — kan der slet ikke være tale om mig —?»
«Å du, tøvekop. Du er jo Ellinors mand og dermed basta. — Du er forresten en hyggelig fyr, så jeg synes, Ellinor godt kunde være lidt blidere imod dig —.»
«Så det synes du. Hører du, Ellinor?»
