Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/103

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
103

lig. Jeg vil bare, De skal la mig være i fred. Hører De: la mig være i fred.»

«Det kan jeg ikke,» sa Barth lavt og bestemt. Deres øine mødtes. Det blik fortalte måske mere, end de selv vidste.

Et øieblik efter slog hun om, til en bitter og lystig tone; der blev ingen tid til at forfølge virkningen af de sidste ord; hun vrængte hans svar, var ubehagelig og lo forceret.

«Vi er flyttede til byen nu. Jeg får vel hjem og se en smule til middagen,» de var stansede nede på Karl Johan. —

Han fulgte hende hjemover.

«Jeg vil ikke bede Dem til middags,» sa fru Ellinor. «Ikke idag. De ved godt hvorfor. Jeg vil spare lidt på Deres velvilje. Idag vilde jeg slide for sterkt på den.»

«Vi har truffet hinanden under vanskelige forhold,» sa Barth eftertænksomt.

«Ja det ved Gud, vi har. Si mig, hrr. Barth — tror De, at noget, som begynder slet — under mistro og fint bedrag og letsindighed — at det nogengang kan bli vakkert, for alvor vakkert?»

Barth betænkte sig: «Jo.»

Fru Ellinor rystede på hovedet: «Jeg er bange, noget ondt blir siddende igjen. — Ser