nylig nærmere undersøgte Copibog afgiver her et meget værdifuldt Materiale og viser, at han i den første Menneskealder af den staaende Hærs Historie i Norge spiller en meget vigtig Rolle, ja at han til enkelte Tider har været den ledende baade med Hensyn til Armeens Organisation og Grændsernes Defension. Hans militaire Dispositioner vise et hurtigt og klart Blik, for hvad deri Øieblikket tiltrængtes, og et sjeldent Kjendskab til Landets Topografi og Beskaffenlied, navnlig i Grændsetrakterne.
Fra sin Studietid havde G. Reichwein beholdt en vis videnskabelig Interesse; af hans Antegnelse i Paul Thranes Stambog (ovenfor S. 340) sees, at han vistnok forstod at gjøre en astronomisk Tidsberegning, ligesom der oftere er givet Prøver paa hans Færdighed i at skrive Latin og flere nyere Sprog. Ogsaa for Botanik nærede han megen Interesse; E. Pontoppidan i sin Norges naturlige Historie I S. 205 kalder ham „den in Botanicis særdeles curieuse Hr. Oberste Reichwein“ og meddeler der og S. 201 Uddrag af et Brev, som R. har skrevet fra Christiania 24. August 1661 paa Tydsk til den bekjendte Læge Dr. Simon Pauli, og hvilket i Latinsk Oversættelse „in gratiam exterorum“ er aftrykt i Thomæ Bartholini Acta medica de philosophiæ Hafniensia Tom. II p. 127 s. R. meddeler i sit Brev Oplysning om den giftige Selsnæpe og Storgræsset (Benbræk), der foraarsager Benskjørhed hos Kreaturene, hvorimod skal anvendes som Middel knuste Ben af et Dyr, der er dødt af denne Sygdom. Kantsler Joh. Fr. Marschalck retter dog senere (i 1670-Aarene) i Brev til Dr. Simon Pauli sal. Generalmajor Reichweins Angivelse derhen, at de til Lægemiddel brugte Ben ikke just behøve at hidrøre fra et af Benskjørhed dødt Dyr. (Ibid. p. 232). Reichwein
