det som endelig afgjort, at den overveiende Del af det norske Folk og de fleste Islændinger virkelig har betragtet Harald Haarfagres Personlighed og hans Nydannelse af det norske Samfund i det Lys, hvori det hele stod for de Islændinger, der delte Mening med Forfatteren af Egils Saga. Over selve den nye Statsdannelses Art er der i Aarenes Løb opnaaet en voksende Klarhed, og dette er her for mig kun et underordnet Spørgsmaal. Hvad jeg derimod hovedsagelig vil have for Øie, er noget andet, – nemlig hvor langt det kan være muligt at naa i Retning af at skaffe Klarhed over det Spørgsmaal, hvorledes den virkelig ægte, af personlige Hensyn upaavirkede Tradition om Harald Haarfagre har været.
Her spørges da først: hvorledes har han staaet for det norske og for det islandske Folk? – har han været opfattet som den ordnende, fredsæle Hersker eller som den haardhændte Tyran? Dette har tillige en nær Sammenhæng med et andet Spørgsmaal: hvorvidt den Udvandring til Island, der tog sin Begyndelse kort efter Slaget i Hafrsfjorden og Norges Samling, overveiende har været foranlediget ved den Maade, hvorpaa Harald gjennemførte dette sit Storværk. Mellem begge disse Dele er der en nær indre Forbindelse.
Her vil den sikreste og paalideligste Kilde, som overhovedet haves for Harald Haarfagres Regjeringshistorie, ikke slaa til. De samtidige Skaldevers behandler kun Begivenheder og Livet ved Kongens Hird. Ingen Hirdskald kunde lovsynge de store administrative Forandringer, som han gjennemførte, og allermindst kunde han fortælle om, at de havde vakt Misnøie.
Udover Skaldeversene er alt, hvad der fortælles om Kong Harald, udelakkende bygget paa gammel Tradition, der er formet over lokale Sagn, og disse er igjen af
