kan dertil føie, at om det end i Haralds egen Tid bestandig kan have gjæret paa mange Steder i Norge, saa er ikke dette enstydigt med, at han overalt var den forhadte Hersker. Navnlig tør vi forudsætte, at han for de følgende Slægter ikke har staaet i noget saadant Lys. Der har vi de Vidnesbyrd, der forekommer i Ágrip og Fagrskinna. Det er paa dem, jeg har ment at kunne lægge Hovedvægten.
Nærmere er det ikke muligt at komme ind paa Livet af den virkelige, den historiske Harald. Hvad vi ved om hans Personlighed, er kun, hvad der gik ind i den noget yngre islandske og norske Tradition. Men vi kan dertil føie noget mere, at den store Bevægelse, der affødte den norske Kolonisation paa Island, ingenlunde alene skyldtes Haralds Politik. Denne Bevægelse var i fald Gang, forinden Harald havde faaet Magten. Det var kun den tilfældige Omstændighed, at Island opdagedes netop, som Slaget havde staaet i Hafrsfjorden, der ledede Udvandringsstrømmen ind paa den Vei. Som vi nu, efter al Rimelighed, maa se dette Slag, som en Kamp mod norske Vikinger fra det keltiske Vesten, viser det selv bedst, at Bevægelsen har havt en meget almindelig Karakter, og at den har rukket langt ud over Island, hvor den tværtimod fik et af sine sidste Afsnit.
Udvandringen til Island er alene at betragte som Fortsættelse af den meget tidligere og gjennem et langt Tidsrum foregaaede Bevægelse fra Norge mod det keltiske Vesten, som igjen var et Sidestykke til de gamle Udvandringer fra Danmark og fra Sverige. Der er ingen Grund til at nære Tvivl om, at Island, efterat Øen først var funden, vilde blevet bebygget, selv om ingen Harald Haarfagre havde bragt det samlede Norge under sit Vælde. Han kan, gjennem sin Indgriben, for en Del have givet
