efter min Opfatning, netop hvad Sars og Hertzberg har fundet. Men i Stedet for den nu givne Fortolkning, at Snorres Beretning ikke har Hentydning til Odelen som privatretslig Institution, men derimod kun gjælder Ophævelsen af Odelens Suverænetet, vil jeg sige, at Snorre og andre islandske Forfattere her nok har havt for Øie en Forandring som den, der udtrykkes ved de sidstnævnte Ord, men at de for at betegne den har valgt et Udtryk, som i denne Forbindelse ikke gav nogen fuldgyldig Redegjørelse for det sande Forhold. Denne Opfatning af Forholdene er ny. For mig staar den som vel grundet, og den henstilles hermed til Andres nærmere Overveielse. Jeg tror, den maa vinde i Styrke gjennem en ganske nærliggende Henvisning til Island.
Islændingerne havde ikke Odel i den Forstand, i hvilken Begrebet blev taget i Norge. Odelen var for dem et fremmed Begreb, der repræsenterede en Institution, til hvilken de ikke selv besad noget Sidestykke. Men de vidste, at der i Norge var Odel, og de hørte megen Tale om denne Odel. De havde en Tradition, der bl. a. gik ud paa, at Kong Harald havde taget Odelseiendommene fra mange Mænd og fra mange Slægter. For de islandske Sagaforfattere, der byggede paa de bitreste Minder, var det ikke saa lige til at skille mellem Inddragning af enkelte Odelseiendomme og Ophævelse af den hele Odelsinstitution, og saa sammenblandedes disse to, i sig selv ganske forskjellige Ting. De er sammenblandede inden nogle Kredse af lokal islandsk Ættetradition, og de er sammenblandede i den af Snorre leverede kritiske Bearbeidelse af de ham foreliggende islandske og norske Kilder, der for os baade er kjendte og ukjendte, det sidste kanske ikke mindst.
Men Landnámabóks Taushed viser, at det kun var
