søgelse og Prøvelse af alle de Enkeltheder, der skal bygge den samlede historiske Bygning op.
Men saa afsluttes ogsaa dermed den ældre Opfatning af Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen, – hvad der i Virkeligheden laa i denne. Denne ældre Opfatning havde ikke trængt dybt ind, og den havde hovedsagelig dvælet paa Overfladen. Munch havde nok – i sin Prøvelse af de gamle Kilders Beretning om Haralds Samfundsorden – forsøgt at gjøre et dybere Snit. Men han havde ikke naaet frem til et holdbart Standpunkt, der kunde afgive det faste Grundlag for et videre Arbeide, sigtende til at opnaa en Tydning af Kilderne, som gav den endelige Forklaring.
Keysers og Munchs Forsøg paa at finde en saadan, blev senere kritiseret af den berømte tyske Lærde, Konrad Maurer, der behandlede Emnet i en Artikel i Tidsskriftet Germania, XIV, S. 27–40. Han saa i Odelstilegnelsen væsentlig en „kolossal Brandskatning“. Men den Begrundelse, han gav for denne nye Fortolkning, var altfor kunstlet til, at den i Længden kunde finde Tilslutning. Den mødte derfor ogsaa berettiget Kritik, da Spørgsmaalet næste Gang blev optaget til Undersøgelse, og denne Gang atter fra en norsk Historiker[1].
Den norske Historiker, som nu (1872) traadte frem, var J. E. Sars. Han tog Odelstilegnelsen til sit Emne i en Afhandling om Harald Haarfagres Samling af de norske Fylker og hans Tilegnelse af Odelen, der findes i første Række af Historisk Tidsskrift, II, S. 171–237. Hans første Resultat bestod deri, at den
- ↑ I sit Skrift over Island (München, 1874) har imidlertid Maurer udtalt sig mere ubestemt om strenge fiskalske Forholdsregler, der fremkaldte Misnøie og gav Anledning til Udvandringer.
